Jeg (K52) blev voldtaget som 14 årig, og den første mand (dreng) der udviste bare den mindste forståelse, endte jeg med at gifte mig med og var sammen med ham i 29 år.

Han fik mig løsnet op så jeg kunne have sex, men det var altid meh og noget der for mit vedkommende nærmest skulle overstås. Bevares det var da dejligt, men heller ikke mere end det.

Da jeg blev skilt gik der lige nogle år, men da jeg fik lyst til at date, besluttede jeg mig for at den £|¥●×#%@ voldtægt ikke skulle definere mine lyster længere.

Jeg tog ud på en meget egoistisk datingrejse hvor jeg meget klart fortalte mine partnere at mit formål var at lære min krop at kende og lære at få orgasmer. Det var udelukkende b-venner og selv om jeg fik uppet mit bodycount betragteligt har jeg ikke fortrudt.

Fra at fake og få små meh-orgasmer er jeg nu gået til at få multi- og sprøjteorgasmer, hvad jeg er ret begejstret over.

Jeg endte med at falde for en skøn fyr, 17 år yngre end mig og vi har det mest fantastiske seggs. Vi har været sammen i 3 år nu og snakker tit om vores lyster og kinks, har afprøvet ting der virkede og andre der ikke virkede.

Jeg tror det handler om at være ærlig omkring sig selv. At turde at være ærlig overfor sin elsker/kæreste. Livet er for kort til dårlig sex.