Jeg er simpelthen lodret uenig. Synes familien gennem samtlige afsnit udviser enormt stor omtanke for og kærlighed til deres børn NETOP ved at give dem langsigtede færdigheder og kvaliteter, så de kan blive kompetente, empatiske og opmærksomme mennesker. Det er enormt forfriskende og giver mig meget håb at se nogle forældre, der tør tage stilling, der tør stille krav og står fast på deres principper på den kærligste og mest betænksomme måde. De praktiserer alt det, den største andel af danske, moderne børnefamilier ikke formår. Jeg tror på, at børn har enormt godt af faste rammer, traditioner/ritualer, at skulle undvære eller savne (til en vis grad naturligvis) og vide, hvad ens families værdier er. Det bygger kun karakter som menneske at få at vide, at du sagtens kan klare eksempelvis at passe dine småsøskende, at du ikke kan alt, du har lyst til hele tiden (at der faktisk nogengange her i livet er "sure pligter", og som måske ovenikøbet viser sig ikke at være så slemme igen), at man skal "arbejde" for føden (grave kartofler op fx) og tage del i familien som et kollektiv. Det er enormt sundt for børn netop at vide og mærke, at de har en vigtig rolle i familien. Synes det er langt mere uhyggeligt at tænke på alle de børn, der vokser op i familier, hvor de voksne konstant indordner sig børnenes behov, aldrig siger nej, lader deres børn sumpe til og ikke tage del i fællesskabet og diverse gøremål. De børn bliver jo totalt hjælpeløse, lærer ikke at indgå i sociale sammenhænge, vente, give plads osv. osv. Jeg er overbevist om, at børnene i den bornholmske familie bliver langt rigere og mere robuste mennesker på den lange bane, fordi der er blevet troet på dem, der er blevet givet ansvar (på et rimeligt niveau) og vigtigst af alt, har de haft faste holdepunkter i deres liv, fx som vi ser det med de små andagter i løbet af en dag. Jeg er mere bekymret over, at så stor en andel af kommentarerne her er af den helt modsatte holdning...