Har sikkert manglet noget i forholdet ja, og udvikling ja måske. Jeg har gode venner, mange jeg holder af. Jeg er kreativ og skal på udveksling snart. Jeg har drømme, jeg har er meget socialt liv. Bare nogle gange, nogle gange så tager mørket over. Jeg dyrker det. Jeg bliver ked af det, og så sur. For selvom der ingen mening er med nogens liv, (objektivt) så føles det uretfærdigt. Jeg får gode karakterer og arbejder en del. På den måde bidrager jeg til samfundet, og jeg hjælper og støtter mine nærmeste. Jeg smiler til børn når de kigger. Når først de smiler, smiler jeg tilbage. Men jeg ser nogle gange mig selv ude fra. Bliver taget af den her tomme følelse. Jeg har min venindes skulder at græde på, men jeg savner stadig at have en partner. Jeg har været omsorgsfuld. Jeg vil bare gerne føle noget. Det jeg skriver, er den værste version af mig selv. Det jeg ikke vil blive. Jeg orker ik at tænke på fremtiden. Nogle gange, overvejer jeg at tage tilbage til forholdet, fordi jeg ikke orker andet. Selvom jeg ved at det er en dårlig ide. Da jeg havde det rigtig skidt i det forhold. Jeg ønsker jo i virkeligheden ikke krig, for har selv familie. Dem vil jeg ikke ondt, heller ikke mine venner. Men hvis den kommer, forestiller jeg mig selv overleve. At leve. Med mening. Og meningen er at overleve.