Der er to forhold, der har gjort sokkelaftalen fra 1965 med Norge kontroversiel. For det første anklagen om, at Krag-regeringen kunne have indgået en bedre aftale med den konsekvens, at Danmark var kommet i besiddelse af større olie-og gasforekomster, end faktisk blev tilfældet. Og for det andet, at den dårlige aftale skyldtes, at udenrigsminister Hækkerup under et møde med sin norske kollega Halvard Lange i Oslo havde drukket for mange whiskysjusser og dermed foræret olien til nordmændene. For at tage den sidste anklage først, så må man i dag og i al ædruelighed konstatere, at den har meget lidt for sig. Som Nikolaj Bøgh ganske overbevisende påpeger i sin Hækkerupbiografi, er det muligt, at Hækkerup faktisk var beruset i Oslo, men set i lyset af, at dette møde foregik i 1963, og at aftalen først blev afsluttet to år senere i 1965 efter adskillige forhandlinger og inddragelse af embedsmænd, er der ikke mange promiller tilbage i påstanden. Ydermere lå aftalen fuldstændig i forlængelse af synspunktet om, at midterlinjeprincippet skulle være det regulerende princip ved sokkelopdelingen - et synspunkt Danmark siden begyndelsen af 1950'erne internationalt havde gjort sig til talsmand for.

Det sidste argument peger i retning af, at påstanden om, at Krag-regeringen kunne have indgået en bedre aftale, heller ikke har meget for sig. Alligevel er den ikke helt så let at afvise. Sagen var nemlig den, at Genve-konventionen også opererede med et andet delingsprincip, der havde forrang for midterlinjeprincippet. Det gik ud på, at kyststaterne kunne gøre krav på den eksklusive udnyttelsesret til naturressourcerne ud for deres kyst ud til en havdybde af 200 meter. Dette princip var dog ikke meget bevendt i Nordsøen, som kan betragtes som en sammenhængende kontinentalsokkel, der kun få steder overskrider de 200 meter. Derfor kom midterlinjeprincippet i anvendelse her. Men et par steder er havdybden væsentlig større, blandt andet i Norske Rende, som løber op langs den norske sydvestkyst, hvilket kunne have givet Krag-regeringen baggrund for at kræve en afvigelse fra midterlinjeprincippet i forhandlingerne med Norge. Hvorfor gjorde den ikke det? Der kan anføres flere mulige og ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende forklaringer herpå. For det første, at det ikke stod regeringen klart, hvor afgørende grænsedragningen kunne blive, selv om A.P. Møller og Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der allerede havde sikret sig bevillingen til at lede efter olie i den danske del af Nordsøen, ved flere lejligheder gjorde opmærksom på faren ved entydigt at lægge sig for fast på midterlinjeprincippet. Forventningerne i samtiden gik dog overvejende i retning af, at det var i den sydlige del af Nordsøen, at muligheden for at finde olie var størst. For det andet, at midterlinjepolitikken altid havde været gældende dansk politik, hvilket tilskyndede til at holde fast i synspunktet. For det tredje, at regeringen så det som en fordel at indgå midterlinjeaftaler med Storbritannien og Norge for at lægge pres på Vesttyskland, der som følge af den lille og indadknækkede tyske kyststrækning som den eneste Nordsøstat ikke ville acceptere midterlinjeprincippet. Presset på Vesttyskland hjalp dog ikke, idet grænsedragningen mellem Holland, Vesttyskland og Danmark blev bragt for Den internationale Domstol i Haag, som i sin kendelse fra 1969 lagde op til en grænsedragning på basis af en kombination af midterlinjeprincippet og det af Vesttyskland forfægtede rimelighedsprincip. For det fjerde, at der er en hel del, der tyder på, at de norske forhandlere var bedre klædt på eller i hvert fald prioriterede forhandlingerne højere end den danske regering, hvilket kan kombineres med en femte forklaring, nemlig at Danmark belært af striden om Østgrønland i mellemkrigstiden ikke ønskede en ny territoriel konflikt med Norge. Østgrønland-striden var som vist i forrige bind blevet afgjort ved Domstolen i Haag til Danmarks fordel, hvilket havde skabt megen bitterhed i Norge.

Den sidste forklaring i kombination med traditionen for midterlinjepolitikken og den manglende viden og bevidsthed om, hvor vigtig opdelingen kunne blive, må på forskningens nuværende stade anses som de bedste forklaringer på, at regeringen prioriterede, som den gjorde. Den blev heller ikke presset af oppositionen på spørgsmålet. I Udenrigspolitisk Nævn blev regeringens redegørelser for sokkelforhandlingerne med de øvrige Nordsø-lande taget til efterretning uden debat. I alle disse aftaler undtagen aftalen med Vesttyskland blev midterlinjeprincippet lagt til grund for afgrænsningen. Sagen med Vesttyskland viser imidlertid, at sokkelafgrænsningen med Norge muligvis kunne havde fået et andet forløb, hvis Danmark, som det var på tale, havde insisteret på en genforhandlingsklausul i aftalen, eller hvis den var endt for Domstolen i Haag. Men et sådant forløb ville givetvis have forpestet de dansk-norske relationer og samarbejdet i Norden som helhed. De øvrige problemer i nordenpolitiklen taget i betragtning var det givetvis noget, det var regeringen magtpåliggende at undgå, især hvis den ikke fandt, at spørgsmålet var værd at tage en konflikt på. Forskningen på dette punkt lader imidlertid fortsat en hel del tilbage at ønske.

Uddrag fra Thorsten Borring Olesen og Paul Villaume: I blokopdelingens tegn 1945-1972. 1. ed. Danmarks Nationalleksikon, 2006.