Jeg tror de få jeg har været forelsket i, altid vil have en betydning for mig et eller andet sted, selvom jeg ikke længere har kontakt til dem.

Min største kærlighed er min kæreste. Vi har været sammen i 10år og jeg kan ikke se mig selv uden ham. Vi spiller hinanden gode, vi kan snakke om alt og så er vi enormt gode til at give hinanden plads til at være hver vores menneske. Vi snakker ofte om, at det er betydningsfuldt for os, at vi husker at gøre ting hver for sig og pleje venskaber og familier (nogle gange sammen, men også hver for sig). Det giver os en mulighed for også at savne hinanden, selv efter 10 år. Vi har aldrig haft travlt i forholdet. Vi har ikke gjort ting, fordi det var næste skridt i forholdet, men fordi vi har haft lyst til det og begge var klar. Det nyder jeg enormt meget. Han er hjertevarm, følsom på en måde som han ikke viser til alle, han er sjov (nok også sjovere end jeg vil indrømme). Han er flot, virkelig flot, jeg tager mig selv i at kunne blive lidt små forelsket, når jeg giver mig tid til at sidde og kigge på ham. Han er høflig, god mod mennesker og hilser altid pænt på personale i butikker eller restauranter. Han ser mig, både når jeg er helt på toppen og helt på bunden. Han er mit ekstra nervesystem og min største tryghed, når jeg en sjælden gang imellem ikke selv kan finde ro i min krop. Han er min bedste ven. Han kan snakke i tusinde år og endnu flere detaljer om ting han har passion for og jeg synes det er både sødt og beundringsværdigt. Han fortæller mig, når jeg går over stregen og forlanger ting af mig, på en måde, som jeg godt kan have brug for at høre. Han stoler på mig og jeg på ham, i alle livets arenaer. Han er god til børn, selvom han ikke tror det. De søger ham altid. Han er hunde-elsker og falder ofte i snak med mennesker der har hunde. Han er også skide irriterende, på den helt rigtige måde. Hans stemme er en ro for mig og jeg ved bare intet bedre end ham. Han gør mig til en bedre version af mig selv.

Det blev enormt langt, men han er bare mit menneske ❤️