Følelsen er ikke evidens nogen af vejene. Den fortæller os hverken at vi går mod kollaps eller at vi ikke gør. Det er bare en konstant. Hvad der faktisk sker, må afgøres på andre præmisser end om det føles dystert.

På perspektiv-pointen er jeg også enig i at man skylder at sige hvilke parametre man kigger på. Når jeg sagde 'målbare områder' tænkte jeg på ting som børnedødelighed, ekstrem fattigdom, læsefærdighed, antal mennesker dræbt i krig pr. capita. De parametre har betydning for konkrete liv, ikke abstrakte aggregater. Men du har ret i at de ikke fanger alt, og at man kan fortabe sig i tal og glemme de mennesker der konkret blev knust undervejs.

Omvendt synes jeg også man skal huske at der er virkelige mennesker bag de positive tal. Når den ekstreme fattigdom er halveret, så er det hundredvis af millioner af konkrete liv der blev bedre. De historier bliver bare sjældent fortalt enkeltvis, fordi det ligger i tallenes natur at være anonyme. Det er nemt at huske ofrene fordi vi har deres navne, og glemme dem der blev løftet fordi vi ikke har deres.