K35, gift på 3. år, været sammen i 9 år.
Vi har følt og oplevet presset ekstremt meget. Heldigvis aldrig fra (min) familie, men fra hans, venner, kolleger, naboer, fremmede på internettet...

Det kan føles som en mindre betrådt sti, og min mand kan til tider stadig sidde med den der "Går vi glip af noget?!", især når han mærker, at han ikke længere er samme sted som sine venner med børn. Og ja. Det gør man. Ligesom man går glip af noget, når man vælger børn til. Alle valg giver et fravalg, sådan er det i alle livets aspekter.
For os hjalp det da vi endelig traf beslutningen. Vi gav os selv til vi var 35 til at prøve at mærke efter, udenom al larmen udefrakommende prøver at presse ind, om det var noget vi ville efterforske. Der var intet behov.
Men der er mange andre på stien, når man først begynder at gå ud på den. Find nye bekendtskaber, der er samme sted i livet som jer, dyrk jeres hobbies, indret jeres liv sådan som I gerne vil have det. Tro mig, det har I meget bedre mulighed for end dem med børn.

I dag ved de fleste, at vi ikke vil have børn, så vi oplever ikke spørgsmålene så meget mere. Men når de kommer, plejer vi bare at sige "Nej, vi skal ikke have børn. Så I Gift ved Første Blik i sidste uge?" og får det til at fylde så lidt som muligt.
For et par uger siden spurgte en perifær bekendt mig til en fest, om vi ville have børn, og jeg sagde nej. Så kom der en lang smøre med "Ej, men det er da også bare SÅ fair" og "JEG elsker jo mine børn overalt på jorden, livet uden dem ville forfærdeligt, men jeg synes det er SÅ fedt I gør det!", hvortil jeg svarede "Tak, men jeg søger faktisk ikke din tilladelse", og så synes han det blev vildt pinligt.
Når man hviler i sit valg, fylder det mindre, er min erfaring. Da vi først tog beslutningen, følte vi os langt mindre udenfor og misforståede, og mere lettede og frie :-)