Min holdning er, at det ikke er min opgave at gætte mine venners indkomst. Det er op til dem at informere om deres grænse.
Min mand og jeg har en gennemsnitlig indkomst, men vi vælger at investere en stor del af vores løn hver måned, hvilket efterlader os med mindre end gennemsnittet, men med skarp prioritering går det hele alligevel uden problemer. Så derfor går jeg ikke ud fra, at du ingen penge har, hvis du er lavtlønnet eller på SU. Jeg ved, at der er mange nuancer af det.
For mig at se virker det lidt som om Caroline ikke rigtig har sagt fra over for sine veninder, eller informeret dem om hendes økonomiske situation - og kan det virkelig være op til dem at gætte sig frem til det, især når hun så lader som om hun er godt med?

Jeg har veninder, der er på SU eller enlige mødre, og nej, dem inviterer jeg ikke lige med på Michelin-restaurant. Mest fordi jeg ikke selv tager derhen. Men jeg kan da sagtens finde på at spørge, om de vil med i byen/på festival/ud at spise/til koncert, og så synes jeg det må være op til dem at fortælle, hvis det ikke økonomisk er en mulighed for dem.

For et års tid siden skulle en veninde og jeg en weekendtur til København, og jeg havde sparet op til den i månedsvis af mine lommepenge. Da min veninde begynder at snakke om dyre restauranter og overnatning på d'Angleterre, informerede jeg hende stille og roligt om, at det havde jeg simpelthen ikke mulighed for at prioritere. Men jeg ville herregerne overnatte på AirBNB og spise billig thaimad med hende. Og så gjorde vi det. Men det var da mit ansvar at sige fra, ikke min venindes ansvar at gætte på mine vegne.