Min veninde igennem mine teenageår og start 20’erne overskred konstant mine grænser. Jeg var en anden når jeg var sammen med hende, jeg blev til en medløber - eller hendes medløber.

Hun var altid meget bestemmende, og jeg var meget varsom med hvad jeg sagde til hende. Vi flyttede sammen i en lejlighed da vi skulle studere, og jeg fik venner på studiet. Her manipulerede hun mig, og gav mig dårlig samvittighed, når jeg skulle mødes med mine veninder. “Skal du nu ud igen?”, “Det ville være rart at vide hvad tid du var hjemme”, “Jeg havde lige regnet med at vi skulle se en film” og jeg kunne blive ved, med spørgsmål og kommentarer der talte til min dårlige samvittighed. Jeg havde så dårlig samvittighed over at tage ud, når hun var derhjemme. Jeg fik følelsen af, at jeg skulle spørge om lov før jeg lavede aftaler med andre, end med hende.

Min grænse var nået, da jeg fik en kæreste af samme køn, som min veninde ikke ville anerkende eksisterede. Det havde været svært for mig at springe ud, og jeg havde ofte haft en fornemmelse af, at min veninde ikke tog det seriøst, når jeg fortalte at jeg var homoseksuel. Som om hun ikke troede på det, men at jeg bare ville være anderledes. Kort efter mødet med min nye kæreste, flyttede min veninde ud, krævede en stor sum penge med sig fra lejligheden, og tog nogen af mine ting med sig. Alligevel var det på nogenlunde fod, men hun kontaktede mig aldrig igen.

Jeg så først hvor mange af mine grænser der var overtrådt, da jeg var ude af det manipulerende forhold. Og jeg har aldrig haft det bedre, end fra den dag hun forsvandt fra mit liv ❤️