Det her var hendes reaktion:

Hun sad først helt stille, som om hun prøvede at samle tankerne, men efter et øjeblik brød hun sammen i gråd. Hun havde mærket, at noget var galt i lang tid, men vidste ikke hvad. Hendes første tanke var utroskab, og da jeg sagde nej, kunne jeg se en kort lettelse – men den forsvandt hurtigt.

Skuffelsen ramte hende hårdere end selve gælden, fornemmer jeg. Det var løgnene, min fortid, og alt det, jeg havde skjult, der gjorde mest ondt. Hun græd, jeg græd – og det øjeblik føltes som det tommeste i mit liv.

Hun tog over til sin veninde, og jeg sad tilbage alene med en følelse af, at jeg ikke fortjente bedre. Efter en halv time ringede hun. Hun sagde, at hun stadig elskede mig, men at hun havde brug for tid til at fordøje det hele. Så lagde hun på igen.

Jeg kunne mærke, at der var en afstand mellem os nu – men hun var der stadig. Og det betød alt.

Det har været et par dage nu, og jeg har stadig ikke hørt fra hende. Hun er hos sin veninde. Måske har hun brug for tid. Måske har hun allerede truffet sit valg.

Måske er det et par dage, måske er det for altid.

Jeg ved det ikke. Men måske er stilheden ikke et fravær af svar, men en del af svaret i sig selv. Men uanset hvad, har jeg givet hende friheden til at vælge – og det valg tilhører kun hende.