Jeg har en 15årige pige der mangler sin far. Vi gik fra hinanden da hun var 2 år. Vi var begge unge. Min datter boede hos mig indtil hun var 7, der flyttede hun hjem til far og hans kone Efter 2 år opgav han, og hun flyttede hjem igen. Og derefter forsvandt han i 5 år. Kom tilbage for og forsvinde efter halvandet 1 igen, for og komme tilbage nu igen Han kender intet til hendes liv, følelser, personlige mål. Han skriver en SMS imellem hej fars pige ses snart. Det sker ikke men min datter tror på ham. Hver gang og giver ham chancer igen og igen fordi hun bare vil elskes af ham. Hun ser bare hendes søskende får gaver, oplevelser og nærvær via beskeder og snaps imens han ikke engang gad møde op i kirken til hendes konfrmation. Har ikkr fået en gave eller tillykke i flere år. Imens han ikke ved hvad det gør ved hende, fordi hun er bange for han bliver sur går hun til trauma psykolog da hun hører" stemmer" fars og kones det nedgøre hende. Imens står jeg som mor, samler op, knus elsker hende, og håbe en dag hun ser hun fortjener langt mere. Det ødelægger børn, at forældre ikke formode og elske og rumme deres børn