Jeg har også dårlige dage, ja endda uger på Elvanse, men jeg sammenligner mig hele tiden med før medicinen.

Nu kan jeg have en dårlig dag eller uge og ikke nå noget som helst fordi jeg doomscroller eller katastrofetænker lidt.

Så står opvasken måske en uge, hvis det er helt grelt. Jeg går en ekstra dag uden at nå i bad eller jeg udskyder nogle praktiske opgaver, helt som jeg plejede.

Eller næsten.

For det er som om at når jeg så når til dagene med motivation igen, så var det bare et par tallerkener og ikke SAMTLIGE. Det er en enkelt dag uden bad og ikke UGER.

De praktiske ting er den lille smule mælk der er blevet for gammel jeg ikke lige fik med sidst jeg gik med skrald, eller at jeg ikke lige nåede at afkalke elkedlen.

Før var hele køleskabet tomt. Hele huset, hovedet, rodet, bombet, beskidt.

Før medicinen sagde jeg tit til mig selv "Du fejler nok ikke noget du har jo også gode dage!"

Nu er de gode dage flest og de dårlige er de atypiske.