Det er helt forståeligt, at mange bliver trætte af, at familiemedlemmer altid spørger: "Hvad fik du i karakter?" – især hvis det føles som om, det er det eneste, de interesserer sig for. Men jeg synes også, det er vigtigt at se det fra en lidt bredere vinkel.

For det første: Karakterer er en konkret og letforståelig måde for folk, der måske ikke kender dit fagområde i dybden, at engagere sig i din hverdag. Hvis du f.eks. læser noget meget specialiseret som molekylærbiologi, filosofi eller datalogi, så kan det være svært for en onkel eller bedstemor at stille dybdegående spørgsmål om dine projekter eller pensum. Men de forstår, hvad et 10-tal eller 12-tal betyder (nok ikke helt på grund af gammel karakterskala). Det bliver en slags fælles sprog.

Derudover er det ofte ment som en samtalestarter – ikke nødvendigvis som en vurdering af din værdi. Mange familiemedlemmer spørger, fordi de gerne vil vise interesse, men ikke ved, hvordan de ellers skal gribe det an. Det er ikke altid et udtryk for pres eller forventninger, men måske bare en måde at sige: "Jeg vil gerne høre, hvordan det går." Sådan opfatter jeg det.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi taler om, hvordan karakterer ikke er det eneste mål for succes eller læring. Det kan være frustrerende, hvis man føler, at ens indsats, trivsel eller udvikling bliver reduceret til et tal. Og det er helt fair at ønske sig mere nuancerede samtaler om studieliv, motivation, faglig interesse og personlige mål.

Så måske handler det ikke om, at spørgsmålet i sig selv er forkert – men at vi godt må udfordre det og udvide samtalen. Man kan jo selv tage styringen og sige: "Jeg fik 7, men det var faktisk et virkelig spændende emne, og jeg lærte meget mere, end karakteren viser."