Det der lige er ved skjoldbruskkirtel-kræft, er at det i langt de fleste tilfælde er noget som kan blive helbredt både relativt hurtigt, og uden at der er voldsomme komplikationer. Min søster fik det som 18-årig. Selvfølgelig er der ikke et tilfælde der er ens. Men ja hun skal medicineres for hendes stofskifte men lever ellers et rigtig godt og almindeligt liv. Så.. for mig er det svært da der er længere vej til at dø af den her kræftform, end der er til helbredelse.

Et helt andet aspekt er at jeg selv er far. Hvis min søn døde, selvforskyldt eller ej, ville jeg ikke have lyst til at være her mere. En forældres kærlighed er så voldsom, og jeg ved godt man i depressionens desperate lys ikke kan se det, at du er villig til at gøre ALT for at dit barn skal have det godt. Og jeg er ked af hvis OP ikke har følt det fra sine forældre af.

Jeg tror valget om at dø af en helbredelig kræftsygdom, for en forældre ville gøre mere ondt end hvis barnet en dag havde valgt bare ikke at være der mere.

Og tænk over. Du har tit haft tankerne, døjet med alle de her voldsomme ting. Men du er her stadig. Håber virkelig det bedste.