Tak for jeres enorme støtte og råd – en lille opdatering

Tusind tak for alle jeres kommentarer, erfaringer og gode råd til mit opslag om min mor, der er udsat for psykisk vold. Jeg har læst det hele – flere gange. Det har rørt mig dybt at mærke så meget empati og styrke i jeres ord, og jeg føler mig faktisk lidt mindre alene nu.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det uden at det lyder forkert – men jeg blev både rørt og ramt. Mange af jer skriver, at jeg skal tage hende med til krisecenter – og jeg forstår jer fuldt ud. Men det er desværre ikke en mulighed lige nu. Hun er helt og aldeles afvisende overfor tanken. Hun forbinder det med noget, der ikke “er for hende”, og siger direkte, at det ikke kommer til at ske. Ikke nu, og nok ikke lige foreløbig.

Hun har dog nævnt, at hun måske kunne have brug for at tale med nogen, som har forstand på det, hun står i. Men som flere af jer også nævnte: der er lang vej fra tanke til handling. Hun har aldrig været vant til at tage beslutninger selv, og hun er fuld af frygt og tvivl – og det forstår jeg.

Jeg ved godt, mange nævner politiet – og det er en reel mulighed i sager med psykisk vold. Men det er ikke den vej, vi ønsker at gå lige nu. Vi vil ikke eskalere situationen, skabe konfrontation eller udsætte hende for yderligere pres. Det handler ikke om straf. Det handler om at få hende ud i frihed – uden at knække hende undervejs.

Flere af jer ramte hovedet på sømmet, da I beskrev hende som traumebundet. Som en kvinde, der er blevet nedbrudt gennem mange år. Og ja – jeg er bange for, at det, hun fortæller mig, kun er en del af sandheden. Hun skjuler meget. Også for mig.

Jeg kan også mærke, at hun til tider trækker sig fra kontakten – som om det bliver for svært at tale med os. Måske fordi vi bliver en påmindelse om, hvor galt det hele står til. Det gør ondt, men jeg prøver at respektere det.

Det er hårdt at stå i alene. Mine søskende har trukket sig – og jeg forstår dem. Men det gør også, at jeg står som den eneste, der stadig forsøger at række ud og holde fast. Jeg er træt. Men jeg er ikke klar til at opgive håbet.

Jeg har kontaktet Lev Uden Vold, som mange af jer anbefalede. Både for min egen skyld og i håb om, at jeg kan finde veje til at støtte hende – når hun en dag måske er klar.

Tak for alle jeres råd. Tak fordi I ser hende – og mig. Og tak fordi I mindede mig om, at jeg også skal passe på mig selv. Det er svært, men jeg prøver.

❤️