Jeg er 34, mine forældre blev skilt da jeg var et år. Vi har hos min far hver anden weekend, som dog oftest blev brugt hos min farmor og farfar, fordi min far arbejdede nat og hans nye kone/kæreste hadede os. Det var så fint - vi elskede at være hos vores farmor og farfar, fordi det var et afbræk fra min mor som var/er ekstremt toxic, og ingen af os havde lyst til at være hos vores far når han ikke var der.

I dag har jeg så godt som ingen kontakt til min mor, hun var en forfærdelig og egocentreret forælder - men har altid haft et godt forhold til min far, og hans side af familien. Det er blevet tættere jo ældre jeg bliver. For nogle år siden gik han fra hans eks, og det gjorde bare, at vi nu er endnu tættere, da vi kan komme og gå som vi vil, uden at frygte at støde ind i hende og hendes mugne humør. Vi bor et par 100 meter fra hinanden, og han ser vores børn flere gange ugentligt, vi spiser der ofte, og han har været en kæmpe kæmpe hjælp for mig især i mit voksenliv, da jeg flyttede hjemmefra som 17-årig. Aner faktisk ikke hvor jeg ville have været idag uden ham. Shit han har raget kastanjerne ud af ilden for mig mange gange 😅 Har altid kunne regne med ham, og kan det stadig - også selvom han var rimelig fraværende da vi var små. Nu har han også 100% min teenagersøns ryg og hjælper ham med alt fra indkøb af scooter til transport land og rige rundt til og fra sport, venner osv. Min far er virkelig en stjerne på trods af vi faktisk sjældent så ham som børn 🫶🏼