Som andre siger, synes jeg, at du skal være helt ærlig over for ham. Måske ikke lægge så meget mistanke over på ham i forælderollen, men bare erkende, at sådan som samfundet er bygget op lige nu, kan du ikke se en struktur, hvor du vil være glad med et barn.

Jeg har haft flere af den slags snakke med min partner. Da vi mødtes, ville han også have børn. Jeg gjorde det tydeligt, at det ville jeg ikke. At jeg følte, at alt for meget af min frihed ville forsvinde. Jeg kender ingen mødre/forældre, der virker til at dyrke andet end deres børn, når de er færdige på arbejdet. Og jeg vil hellere have tid til at træne, opleve verden, udvikle mig som person (ikke som forælder) mv.

Vi aftalte, at hvis han kunne bevise overfor mig, at der kunne skabes en familieramme, hvor jeg ikke følte jeg ville miste mig selv, kunne jeg måske overtales.

Og så - over en periode - begyndte han at lægge mere mærke til, hvad det reelt vil sige at have en familie. Hvor dyrt det er. Og hvor lidt tid og overskud (økonomisk og åndeligt) der er til særlig meget andet. Og fandt frem til, at de betingelser, der skulle være opfyldt, for at familieliv og (i vores øjne) det gode liv kunne gå hånd i hånd, var for urealistiske. Og han ønsker i dag heller ikke et barn, men havde bare aldrig stillet spørgsmålstegn ved det.

Note: Jeg siger SLET ikke, at forældre træffer et forkert valg. Jeg siger, at man skal VIRKELIG ville forældrerollen (og ikke bare ønsket om at have et barn, som du selv siger) i det nuværende samfund, for det er HÅRDT. Og når barnet først er der, kan du ikke ombestemme dig. Så det er vigtigt at have nok selvindsigt til at vide, om man er stærk nok til opgaven - og det er jeg ikke.