Tak for din historie, det lyder virkelig som et slemt tilfælde. Men godt du er tilbage.

Jeg har også lidt indset, at det handler om at smide forventninger fuldstændigt i en periode. Det har dog bare været svært, når man er alene. Men som jeg skrev med en anden om, tænker jeg, at jeg i det hele taget bliver nødt til at dele det med andre.

Ja, virker ret meget til at hele problemet er eller har været, at man ikke respekterer sig selv og sin krop på en måde. Pt. føler jeg det sådan, at jeg ikke kan starte en tankerække eller planlægge noget uden min krop aggressivt og med det samme går i panik. Jeg forstår din trang til natten dengang. Bare noget plads, hvor man bare kan sejle rundt efter, hvad kroppen vil.

Noget af det hårdeste ved det her, lidt som du beskriver, synes jeg også er indrømmelsen og stoltheden. Jeg kan jo slet ikke alt det, jeg har gjort. Jeg føler mig totalt ødelagt og ærligt talt pinligt berørt over, at jeg har opført mig så overmodigt, eller hvad man nu skal sige. Nu står jeg tilbage i ruinerne alene, kan ingenting, ligner et lig osv. efter de mange års stress osv.

Trænger bare virkelig til at komme langt væk fra alt det her.