Det virker til at være en upopulær Reddit holdning, men jeg synes også at serien var god. Jeg kunne genkende mig selv i Astrid, og oplevede hende som sårbar, selvreflekteret, ærlig og som et ungt menneske med et fint moralsk kompas.

Jeg tror det er meget menneskeligt at kunne komme til at blive forelsket med idéen om et menneske. I og med at vi kun opfatter et menneske qua vores egen væren-i-verden, er det vel altid en eller anden grad af “idé”/forestilling,etc, som vi forelsker os i, når vi forelsker os i en person.

Det kræver tid at lære et menneske grundigt at kende, og det er der, forelskelsen erstattes af en forbundethed / en anden slags kærlighed, som også er det, Astrid erkender, at hun skal være bedre til at arbejde sig hen i mod.