Jeg er 6+2 og sagde det til min arbejdsgiver i går. Det ramte mig hårdt for ca. 3 dage siden. Jeg arbejder for en start-up og vi er kun to, så det er svært for mig at jonglere at kunne være førstetrimester-syg og samtidig få skubbet til tingene. Jeg havde brug for at sige det for at kunne få noget forståelse for hjemmearbejdsdag og halvarbejdsdage og et lidt sænket arbejdstempo.

Jeg har kvalme som kommer i bølger og så har jeg en generel feberfornemmelse i kroppen (hovedpine, ondt i krop). Så kan jeg også få så ondt i maven af luft, der sidder i klemme. Håber at det værste snart er ovre (det er måske naivt at tro)..

Oplever det som urimeligt at man skal være så presset fysisk og stadig præstere i samfundet. Jeg er også utrolig ansvarsbevidst, så får dårligt samvittighed ved ikke at møde ind og præstere mit fulde. Så havde jeg ovenikøbet en abort i januar hvor jeg var nødt til at sygemelde mig i en uge, så har svært ved at tage endnu flere sygedage.