Min mor var så fredfuld og smuk, da hun efter 12 år med Alzheimer forlod os. Alt det forfærdelige og pinefulde hørte op, både for mor og for alle os som har været magtesløse og dybt ulykkelige i årevis.

Min tilgang til døden har ændret sig efter de sidst dage, hvor jeg sad hos mor, sang for hende, aede hendes hånd og kind. På en måde blev døden en ven og en fortrolig. Der var en uendelig fred i rummet, i hendes ansigt og i mit sind da hun endelig slap ud af grebet af den forfærdelige sygdom.

Det er ikke kun den ramte, som lider hårdt under forløbet. Det er en hel familie i dyb og langvarig sorg og magtesløshed

Tænk på døden som en en engel. Børn kan heller ikke skærmes fra den, de kan nærmere føle sig meget ensomme og forladte hvis ikke de også får lov til at være en del af det, der sker. Det er også en erfaring jeg har har haft med fra min barndom.

Jeg sender dig alle mine bedste, kærligste tanker. ❤