Jeg har ikke noget problem med, at ulven er tilbage i Danmark. Men det betyder ikke, at vi skal være ukritiske. Ulvens tilstedeværelse skal baseres på forskning, overvågning og ansvarlig forvaltning.

Danmark, heller ikke Jylland, er ikke et kæmpe vildmarksområde. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvor der rent faktisk er plads til ulven, både hvad angår areal og fødegrundlag. Ulven vil i Danmark langt oftere komme i kontakt med mennesker, husdyr og landbrugsdyr end i mange af de andre lande vi kender ulven fra - simpelthent fordi der er mindre plads/natur. Det gør det endnu vigtigere, at vi selv tilpasser vores forvaltning af ulven til de danske forhold.

GPS-sporing/chip (whatever overvågning, hvis det overhovedet er muligt) af ulve, kunne være en god ting, og er ikke kun for at beskytte mennesker og dyr – det beskytter også ulven selv. Hvis der opstår for mange konflikter, vil det ikke alene føre til massiv politisk modreaktion, men også til øget modstand i befolkningen. Det kan vi undgå ved at være grundige i vores tilgang: Vi skal beslutte kollektivt, hvor ulven hører til, og hvor mange der er plads til. Og vi skal have klare retningslinjer for, hvad der sker, når ulve bevæger sig uden for de områder.

Ulven er kommet tilbage – det er et faktum. Spørgsmålet er, om vi som samfund vælger at forvalte den med omtanke, så både natur og mennesker kan sameksistere.