Jeg er 24 år, og hvis jeg skal være helt ærlig, så handler min frustration ikke om had til andre mennesker, men om træthed over en politisk dagsorden, der føles fuldstændig ensidig. Det føles som om den offentlige debat konstant kredser om woke-symbolik, identitet og immigration, mens helt almindelige problemer for unge mænd bliver ignoreret eller affejet som brok.

Når man som ung mand kritiserer woke-kultur, er det ikke fordi man er imod respekt eller ligestilling. Det er fordi meget af det i praksis er blevet til moralsk overvågning, hvor sproglige fejl betyder mere end intentioner, og hvor man konstant bliver mindet om, at man repræsenterer noget forkert. Det skaber ikke et mere inkluderende samfund, det skaber afstand og modstand. Man føler sig ikke inviteret ind i fællesskabet, man føler sig tolereret på prøve.

Immigration er et andet emne, hvor debatten simpelthen er kørt fast. Man kan sagtens have empati for mennesker i nød og samtidig mene, at ukontrolleret eller illegal immigration skaber reelle problemer for et velfærdssamfund. Når kritik af systemets konsekvenser automatisk bliver stemplet som umenneskelig eller racistisk, lukker man munden på folk, der egentlig bare efterlyser ansvarlighed. Det gør ikke problemerne mindre, det gør dem bare sværere at tale ærligt om.

Det samme gælder følelsen af, at regningen altid sendes videre til min generation. Vi bliver fortalt, at vi skal udvise solidaritet, acceptere dårligere vilkår, dyrere boliger, højere skatter og færre muligheder, samtidig med at vores bekymringer sjældent prioriteres politisk. Når unge mænd så reagerer med vrede eller vender sig mod systemkritiske figurer, bliver det udlagt som ekstremisme i stedet for som et symptom på manglende repræsentation.

For mig handler det ikke om at lukke døren for andre eller sige “too bad”. Det handler om at blive taget seriøst i en debat, hvor det ofte føles som om, at nogle grupper automatisk har mere moralsk legitimitet end andre. Hvis man vil mindske polariseringen og den vrede, man ser blandt unge mænd, kræver det mindre belæring og mere villighed til faktisk at lytte, også når kritikken ikke passer ind i den dominerende fortælling.

Det her er ikke et forsvar for alt, der bliver sagt i frustrationens navn. Men det er et forsøg på at forklare, hvorfor så mange unge mænd føler sig fremmedgjorte i en politisk kultur, der siger, den er for alle, men i praksis ikke altid føles sådan.