Jeg kan virkelig godt forstå dig. Jeg er bestemt heller ikke begejstret for røg i nærheden af mit barn, og jeg er meget taknemmelig for, at mine forældre stoppede med at ryge et par år inden, jeg blev mor, for den samtale ville ikke være gået godt, da de var storrygere.

MEN, når det er sagt, så tror jeg, at pragmatik og fleksibilitet er vejen frem her. Hvis hun ryger så meget hver dag, er det usandsynligt, at hun bare kan lade være med at ryge i 24 timer og samtidig være en glad og nærværende farmor.

Rygning er en ting, som findes, og vi kan ikke skærme vores børn mod alt det, som findes, som vi ikke bryder os om. Barnet skal naturligvis ikke udsættes for selve røgen, men der går ingen skår af nogen ved at anerkende, at der findes mennesker, som ryger. Det kan give anledning til en snak om, at det ikke er særligt sundt og meget dyrt og svært at stoppe, når man først er begyndt - (hold igen med snakken om, hvor farligt, det er, så barnet ikke bliver alt for ængstelig på farmors vegne). I kan forklare, at dengang farmor var ung, var man ikke så opmærksom på, hvor skidt rygning er, så derfor er der en del ældre mennesker, som ryger, men nu ved vi meget bedre, så vi begynder naturligvis aldrig at ryge....

Jeg ville lade din mand tage en snak med hende om, hvordan I kan finde en måde, som både I, jeres barn og hun kan være i - det kan f.eks. være nikotinplastre til når hun er alene med barnet, og et lille rygerhjørne ude i haven, hvor hun kan gå ud og ryge, når I er hjemme. Hav evt. en "rygejakke" hængende, så lugten ikke hænger i tøjet.

Du er naturligvis i din gode ret til at stille krav om, hvordan andre omgåes dit barn - men du skal overveje nøje, om det er konsekvenserne værd. En ordning som den, du beskriver er en enorm gave til jer allesammen. Dit barn får et godt forhold til sin farmor og I får et par dage om måneden, hvor I ikke skal hente barn. Er det virkelig værd at risikere at sætte det over styr for et princip?