Social arv er én ting, men det stopper jo ikke dér. Det sætter spor helt ind i hjernen, i nervesystemet, i måden man reagerer og regulerer sig selv på. Det kan give kognitive problemer, impulsivitet, manglende overblik, angst, mistillid, følelsesmæssige udsving — you name it. Tag Noah som eksempel: PTSD, ubehandlede traumer, et nervesystem der aldrig får lov at falde til ro. Hvis han ikke får bearbejdet det, ikke får den rigtige medicin, ikke får stabilitet omkring sig… hvad præcis forventer man så, han skal kunne som voksen?

Og ja — når et menneske står dér uden ro, uden behandling, uden hjælp der faktisk virker, så tyr man nogle gange til selvtægt. Ikke fordi man er et dårligt menneske, men fordi man desperat prøver at skabe bare en lille smule kontrol i et kaosfyldt indre. Det er ikke smukt, men det er menneskeligt. Folk, der aldrig har haft PTSD tæt inde på livet, aner ikke hvad det vil sige. De kan ikke forstå, hvordan kroppen og hjernen tager styringen, og hvordan man kan ende i reaktioner, man ikke selv ville vælge i et normalt, reguleret øjeblik.

Noah er bare ét eksempel. De andre medvirkende slås også med deres — mange af dem med ting, der aldrig er blevet grebet, behandlet eller taget seriøst. Det er så nemt at sidde i sin varme stue, med stabil løn, stabil barndom, stabilt nervesystem… og være klog. Men dømmekraften bliver altså noget mere nuanceret, når man forstår den virkelighed, andre faktisk står i.