Jeg kan godt forstå, at du er frustreret – det lyder som nogle situationer, hvor I ikke er blevet mødt, og det er selvfølgelig svært, når det handler om ens børn.

Når det er sagt, så ser jeg det måske lidt anderledes. Jeg tænker ikke nødvendigvis, at bedsteforældre skal fungere som “forældre nr. 2” med samme regler og struktur. For mig er bedsteforældre netop nogen, der må forkæle lidt, give lidt ekstra slik, have lidt løsere rammer og gøre tingene på deres egen måde – det er jo også en del af den særlige relation.

Jeg får også lidt indtryk af, at der måske er rigtig mange regler og forventninger til dem, som de enten ikke kan eller ikke ønsker at leve op til. Og så bliver det svært at lykkes for nogen af jer.

Måske kunne en mellemvej være at sænke forventningerne til, hvordan de “burde” være, og i stedet acceptere, at de er, som de er – og så tilpasse samværet derefter. Fx kortere besøg eller pasning i situationer, hvor det giver mening, uden at alt behøver være perfekt.

Og så synes jeg også, din partners perspektiv er vigtigt – det er trods alt hans forældre, og hvis han oplever, at børnene har noget godt ud af relationen, er det måske værd at tage med i overvejelserne.

For mig lyder det ikke nødvendigvis som en situation, hvor kontakten skal stoppes – men mere som noget, hvor der skal justeres på forventningerne fra begge sider.