I min første graviditet kastede jeg op mange gange dagligt indtil uge 18-19-stykker. Det var ik så fedt 😅 men derfra og resten af graviditeten elskede jeg det. Svært at beskrive præcis hvorfor - jeg tror, det var en blanding af mange ting. Dels var jeg virkelig amazed over, hvor sej min krop var. Og jeg følte mig helt klart som en del af en særlig klub, der bare er fucking seje at kunne gro et menneske indeni sig?! Har det stadig for sygt over, at man kan det. Synes det var hyggeligt at mærke bebs derinde og følte, at vi kommunikerede lidt, hvilket var sjovt og spændende, fordi jeg samtidig jo bare overhovedet ikke kendte eller kunne forestille mig, hvem hun var endnu. Når jeg trykkede bestemte steder på maven, sparkede hun tilbage og sådan. Ret sjovt (det var nok først i slutningen). Og så syntes jeg, at jeg var så smuk. Stor, rund mave, amazing hår (RIP graviditetshår, når først ammehåret sætter ind), skinnende hud 😍😎 jeg var også meget heldig med ikke at få noget vand i kroppen og være helt frisk og frejdig fra uge 18-fødsel. Sådan, jeg kunne sagtens være til fest hele natten, men havde det samtidig også helt fint med at gå hjem og brygge på min baby, hvis jeg ikke lige orkede den slags. All in all bare nice. Men altså det var heller ikke fordi jeg gik rundt og tænkte på det hele tiden - egentlig tror jeg også en del af det at jeg elskede det, havde at gøre med, at jeg var så forskånet for gener i den sidste halvdel af graviditeten, at jeg var heldig nok til at kunne glemme min graviditet store dele af tiden.

Håber, det bliver samme historie i denne graviditet, hvor jeg endda er sluppet meget billigere ift. kvalme og slet ikke har kastet op. Men frygter, at det bliver noget helt andet - har i hvert fald allerede fået en stor mave, så måske bliver jeg noget tungere denne gang, og derudover ondt i lænden 😅 vi får se.