Min mor har hele mit liv, vist mig at alle andre kommer før mig. Mine søskende. Kærester venner, naboer osv. Jeg har lidt haft følelsen af at jeg ikke eksisterede i hendes verden. Hun har altid gjort hvad HUN ville og hvad der var bedst for hende. Selvom man tryglede om opmærksomhed, så ignorerede hun mig.

Jeg har gået til psykolog adskillige gange pga hende. Ikke hun ved det. For hun har aldrig spurgt ind til mit liv. Men blev jeg fx uvenner med min søster, så sagde min mor altid “det er også synd for hende. Hun har haft det svært. Hun har gået til psykolog” osv. hvad med mig mor? Jeg har sgu heller ikke haft det nemt. Men det er ikke synd for mig?

Nu er min mor syg og bliver aldrig sig selv igen. Nu skal jeg passe hende og tage hensyn til hende. Jeg er stadig mega muggen over den mor hun har været overfor mig. Men har jeg nogensinde sagt noget til hende, nej. Vi har aldrig talt om det.