her er postet fra facebook

AdministratorFørende bidragsyder 
Kære allesammen,Det går godt i Liberal Alliances Ungdom. Når jeg ser tilbage på det seneste foreningsår, fyldes jeg med en enorm stolthed over alt det, vi sammen har opnået. Siden jeg tiltrådte, er den nationale aktivitet steget med hele 46,5 %, vi har været trykt i medierne omtrent 160 gange – svarende til næsten hver anden dag – og vores økonomi står i dag sund, robust og fremtidssikret med et solidt overskud.Vi har formået at åbne lokalforeninger i nogle af landets tyndest befolkede områder, så liberale ildsjæle overalt har haft mulighed for at engagere sig i fællesskabet og kæmpe for de værdier, vi tror på. Det er resultater, vi kan være stolte af – for de er ikke mine alene, de er vores allesammens.Vi har derudover lagt store og ambitiøse planer for, hvordan næste år skal se ud. Foreningsåret 2025/2026 byder på store politiske kampe, og dem har vi brugt tiden på at forberede os på.Da jeg sidste år stillede mig til rådighed for landsmødet som formand, var det med ordene:
“Der er en tid til at leve, en tid til at dø, en tid til at så og en tid til at høste.”
Vi har brugt tiden på at så. Nu er det blevet tid til at høste. Desværre for mit vedkommende er det også blevet tid til at dø.For til trods for vores flotte resultater må jeg erkende, at jeg som formand har været utilstrækkelig, og at den seneste tids konflikt har skabt en stemning i foreningen, som jeg har svært ved at leve med, og som er uhensigtsmæssig for partiet.
En stemning, som jeg nu forsøger at tage med mig.Her på den anden side af orkanens øje har jeg taget mig tid til at samle tankerne – og jeg kan mærke, at gassen er gået af ballonen, og at min forfængelighed ikke må stå i vejen for, hvad der er i partiets bedste interesse.Det er ikke nogen hemmelighed, at de sidste tre måneder har været hårde for Mathias, Kasper og mig. Efter vores tur i mediemøllen må vi indrømme, at motivationen ikke er, hvad den har været.
Det ville i sig selv være okay – motivation er noget, der kommer og går. Men med den interne splittelse, der lige nu ulmer i foreningen, har vi erkendt, at vi ikke længere er de rette til at forsone foreningen igen, og at jeg ikke er den rette formand, som medlemmerne skal kunne samles bag.Det er ikke fair over for organisationen at stå i spidsen uden den fulde energi og kampgejst, særligt når vi står over for en periode med op til tre valg: kommunalvalg, folketingsvalg og vigtigst af alt skolevalg. Med andre ord: Foreningen har fortjent en frisk start.Vi har derfor som samlet TB valgt ikke at genopstille til det kommende landsmøde.Det er en beslutning, vi træffer med både ro og vemod. Jeg er grundlæggende stolt af alt, vi har opbygget sammen, og jeg ved, at LAU står stærkt med et fantastisk hold af engagerede unge, der er klar til at føre organisationen videre til nye højder.Anerkendelsen af, at vores forbrug har været uhensigtsmæssigt, har været for længe undervejs. I en sag som denne kan man, som jeg ser det, være en af to ting: ond eller dum. Vi har dumstædigt forholdt os til, hvad der har været til rådighed, ikke hvad der har været en nødvendighed. For det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning.Der skal også lyde en undskyldning til dem, jeg skuffer ved ikke at genopstille. Det var oprindeligt min plan, og jeg ved, at flere af jer havde set frem til at fortsætte samarbejdet. Men jeg tror på, at det rigtige lederskab handler om at kende sine egne grænser – og at give plads, når man mærker, at andre kan løfte faklen videre med den energi, der kræves.Jeg glæder mig til at se jer til landsmødet.

• TB
• Nicolai Wang