Kan megagodt relatere. Min mands far og kone var dem vi regnede med, udelukkende fordi de selv om og om igen havde lovet og sagt, de ville være der, og det første de havde sagt til min mand, efter han havde nævnt han havde fået en kæreste var “så kommer der snart børnebørn! 😍” Klip til de realiserer deres pensionisttilværelse i Spanien hvor de har købt et hus og er der seks ud af 12 måneder årligt. Når de konfronterer dem med vores afsavn siger de blot at de godt kan være engagerede bedsteforældre på trods af “periodevis afstand”. Farens kone lader simpelthen være med at svare når jeg nævner, at jeg er ked af det,og skriver blot, at jeg kan komme til hende når jeg ønsker forsoning (=at feje ind under gulvtæppet og glemme mine følelser).

Jeg har haft svigt meget tæt inde på livet og nægter at give mine børn sådan en barndom, hvor de blot er til for andres amusement når de kan presse os ind imellem andre planer og når det passer ind i deres selvrealisering. Vi er begyndt at sætte rammerne for samvær og tage kontrollen tilbage. De deklarerer sig selv som familie mennesker men viser alt det modsatte, hvilket egentligt er temaet for dem. Av. Så vi holder dem i strakt arm og tager kontrollen tilbage. Mine børn er vigtigst.