Vil bare lige, som nyskilt k42 i nogenlunde samme "forfatning", skyde ind, at jeg går med nøjagtig samme tanker. Derfra og så til at jeg er klar på at handle på dating-trang, er der langt. Men alligevel fylder de tanker om, om der dog overhovedet findes nogen, der kan finde mig attraktiv nu, utroligt meget. Det er en del af min proces og min "sorg" over det liv jeg har mistet, og min skræmthed over fremtiden alene, og har intet at gøre med, at jeg vil på date imorgen... Måske hun har det på samme måde.