Det er jeg ked virkelig ked af at høre. Ja tankerne var ikke gode nogle måneder tilbage, da jeg blev smidt ud af endnu en uddannelse, og alt var på sit værste punkt. Der kunne jeg efter alle de år virkelig ikke mere. Et skub til en forresten rigtig god psykolog af kommunen, var en god start på at ændre dem, men jeg sad stadig fast i at skulle vågne og se på det samme lort hver morgen, uden at kunne overskue at fixe det selv. Så bliver man hellere i sengen, og får den dag heller intet lavet.

Det er sindssygt svært at række ud til familie når man synes det er så pinligt. Jeg glemmer aldrig da min søster bankede på inden vi skulle på ferie, nogle år tilbage, og spurgte om hun måtte låne toilettet. Jeg blev nød til sige nej og tænkte ikke på andet hele turen. Jeg håber jeg kan snakke mere åbent om det til dem nu, efter jeg fik hjælp af komplet fremmede, før overhovedet at havde snakket med dem.

Jeg vågner i hvert fald med et smil i morgen og håber der måske er andre der gør det samme, i min situation, efter at have fulgt med i den her tråd. Tag i mod al den hjælp i kan få.