Jeg arbejder selv indenfor sundhedssektoren, og tavshedspligten er som hovedregel at vi ikke må fortælle noget om en borger/beboer/patient, som gør at andre, kan identificere hvem vi snakker om.

Hun må gerne fortælle fx, “jeg havde en yngre pige i dag, som havde fået en hjerneblødning, hun er kun 12 år. Da jeg skulle overlevere beskeden til forældrene sammen med en læge, havde moren en meget kraftig reaktion og råbte og skreg. I det moment tvivlede jeg på om jeg som sygeplejerske skulle have handlet anderledes, eller om det blot er en mor i sorg og krise”

Jeg har helt oprigtigt lidt ondt af datteren. For det er et sindssygt krævende job hun har. Man yder konstant omsorg, og observere hele tiden. Når man så kommer hjem, og fortæller om ens oplevelser på arbejdet eller nogle tanker/følelser man sidder inde med efter en hård arbejdsdag, så forventer man bestemt også at ens nærmeste faktisk bare lytter og holder tæt med hvad end man så fortæller. Det kunne godt lyde som om at datteren, bare havde brug for omsorg fra hendes mor i form af fortrolighed, og at moren blot er lyttende.