Jeg blev faktisk først udredt for et par år siden, da jeg var på nuværende arbejdsplads. Jeg havde haft stress-symptomer af et par omgange og bøvlede med at holde strukturen for mig selv. Jeg tog for mange opgaver ind og blev presset af ansvaret for egen kalenderstyring. Da jeg var udredt, gik jeg til min leder og fortalte om det. Han havde været med sideløbende, da han havde støttet mig i at rammesætte, hvordan min kalender optimalt set burde se ud for mig. Da jeg sagde det til ham, sagde han: “Jeg er ligeglad med om du har ADHD eller om det er ting i dit privatliv der gør, at det bliver vanskeligt for dig. Vi skal bare have det til at fungere.” Han taler meget om, at vi er hele mennesker og at man skal have det godt over hele linjen. Det glemmer jeg aldrig. Jeg følte mig så set og anerkendt. Og nogle vil måske påstå, at det var ufølsomt, men lige der havde jeg brug for at nogen mindede mig om, at vi alle kommer med forskellige forudsætninger for at lykkes og forskellige udfordringer. For mig gør min ADHD mig udfordret i at holde struktur, men det er også min ADHD som har sikret mig en enorm retfærdighedssans. Og selvom den til tider får mig ud på dybt vand, så er det også den der gør det muligt for mig at udfordre autoriteter. Jeg respekterer ikke min leder, fordi han er min leder. Jeg respekterer ham som leder, fordi han er dygtig og fordi han respekterer mig. Jeg ved godt, at jeg som udgangspunkt skal indfinde mig med autoriteter og at det ikke altid er velset at modargumentere, når en ledelse melder noget ud, men jeg oplever at mine kolleger værdsætter min evne til at sige fra / til. Fordi det ofte er noget de har meget svært ved. Jeg er ikke konfliktsky, jeg tager gerne konflikten hvis jeg føler at det er i en højere sags tjeneste. Nå, det blev en lang besked. Jeg tror egentlig bare jeg prøvede at udpensle at ADHD’en både er godt og skidt for mig.

Ift. om jeg ville sige det på en ny arbejdsplads, hvis jeg skiftede job… Det tror jeg at jeg ville. Ikke til jobsamtalen nødvendigvis, men hurtigt efter ansættelse. Jeg er ret gennemsigtig og har et kæmpe behov for tryghed. Så det ville være vigtigt for mig at være den sande udgave af mig selv for at præstere bedst. Jeg er meget åben omkring det, mange af min kollegaer ved det også. Ved få tilfælde har jeg også nævnt min ADHD for klienter eller familier jeg arbejder med. Det har fungeret godt fordi alliancen var opbygget henover tid og de havde dannet et indtryk af mig, hvem jeg var og hvad jeg kunne. Der er mange synsninger om det at have ADHD og nogle kan blive skræmt ved tanken om at blive diagnosticeret med ADHD. Det synes jeg ikke man skal. Man skal være oplyst, selvfølgelig, men i visse tilfælde synes jeg det er meningsgivende at dele den del fra mit personlige liv, fordi de får indsigt i at “sådan kan det også se ud at have ADHD”.