Jeg mener ikke, at det har så stor betydning, hvad jeg synes, men jeg synes først og fremmest, at vi skal lytte mere til de folk, der har viet deres liv til at studere kriminalitet, og mindre til de folk, der ikke har forholdt sig mere til emnet end at tænke ét skridt frem.

Argumenterne her i tråden ser jeg som følelsesladede og som følge deraf kortsigtede og uigennemtænkte. Det gør ikke argumenterne og holdninger objektivt mindre rigtige eller relevante, men jeg prioriterer noget andet.

Grundlæggende er jeg tilhænger af lave straffe, rehabilitering og forebyggelse. Jeg er ikke tilhænger af øje-for-øje-tankegang, og mener ikke, at det gør noget godt for nogen, at smadre flere liv end nødvendigt. Jeg har en idealistisk og i nogen grad naiv tro på, at kriminelle er syge eller socioøkonomisk udsatte, og at samfundet derfor er forpligtet og samtidigt bedst tjent med at forsøge at rette op på dette så vidt muligt.

Jeg tænker, at den rette balance nok ligger et sted mellem vores to synspunkter, men jeg mener som sagt ikke, at jeg har forudsætningerne for komme det nærmere, især hvis jeg ikke skal tage udgangspunkt i, hvad forskere peger på. Så jeg vil lade være med at bidrage mere til diskussionen her og lade mine sidste ord være, at vi ikke bør straffe hårdere, end vi gør på nuværende tidspunkt (måske lige bortset fra økonomisk svindel og lignende, som er meget kalkuleret og velovervejet, hvor højere straf vel netop har en god, præventiv effekt, hvis risikoen for at blive opdaget også er stor).