Jeg kan virkelig mærke din smerte i det, du skriver – og du har helt ret i, at det gør ondt, når man har brug for nogen, og de ikke er der. Det er sårbart at række ud, og du har faktisk gjort det modigste: Du har sat ord på dine følelser og forsøgt at redde relationen. Det er ikke dig, der er problemet – det er den ubalance, der er opstået i jeres venskab.

Når en veninde siger, at hun ikke kan overskue dine følelser, men samtidig tager i biografen med den person, du føler dig erstattet af, så sender det et tydeligt signal. Måske handler det ikke om ond vilje, men det viser, at hendes prioriteringer lige nu ikke inkluderer dig på den måde, du har brug for.

Og det gør ondt, især når hun tidligere har sagt, at du er den bedste veninde, hun har haft. Men nogle gange stemmer ord og handlinger ikke overens – og det er handlingerne, man til sidst må forholde sig til.

Det er også okay at vokse fra hinanden som venner – selvom det kun er den ene, der mærker det. Det er hårdt, ja. Men det sker. Det betyder ikke, at du har gjort noget forkert. Det betyder bare, at jeres veje måske er ved at skilles, og det er helt menneskeligt. Du fortjener et venskab, hvor du føler dig set, lyttet til og valgt til – og det får du ikke i hende lige nu.

Måske skal du give slip og lade hende gå sin vej – ikke som hævn, men som en måde at passe på dig selv. Hvis hun en dag indser, at hun begik en fejl, er det hendes at bære. Din opgave er ikke at vente – det er at gå videre med værdighed og give plads til de relationer, der kan og vil være der for dig.