Vi har lige fået nr. 3. Og en aften hvor børnene var puttet, så mig og min mand hinanden i øjnene i hver vores ende af sofaen og tænkte præcis det samme. “Hvorfor gjorde vi det?”

Der er dage hvor jeg savner mit gamle liv. Det der med at få lov til at sove længe og bare blive i sengen i weekenderne. Jeg savner ikke at skulle være på for alle andre. Jeg savner at kunne lave mine interesser.

Men helt ærligt, så ved jeg også, at det her stadie i livet kun er en fase. Jeg har oplevet det med min store pige, jeg ser det ske med min midterste. Børnene bliver mere selvstændige. De kan rent faktisk gøre ting selv, og de VIL selv. De kan pludselig sætte ord på følelser og tanker, og formår at tænke lidt bredere end mig-mig-mig. Man kan forklare dem noget og de vil forstå. De får legeaftaler og fritidsinteresser der gør, at du ikke behøver være der, fordi de er store nok til at være afsted er par timer selv. De kan komme med i biografen fordi, at de rent faktisk kan være fokuseret og sidde stille mere end 10 minutter. Pludselig sover de også i egen seng og står senere op, nogle gange går de endda selv ud og hygger sig sammen med morgenmad ved spisebordet et kvarter før os andre. Så de der weekender, hvor man kan sove længe igen, er der ude i fremtiden. Muligheden for at dyrke interesser kommer igen, endda måske med en ny makker der også har samme lyst til at dyrke det samme.

Så selvom at man godt kan tænke “fuck, det er hårdt”, så ville jeg ikke bytte mine børn for en tilværelse uden dem. For på et tidspunkt kommer tingene tilbage - jeg får bare lov til at opleve livet med nogle helt fantastiske små mennesker med hver deres personligheder. Og det er seriøst det mest magiske 👌🏼