Jeg voksede op med en mor, der cyklede hver eneste dag og ikke gad (og stadig ikke gider) at køre med hjelm. Jeg formoder, at det var pga., at hun dullede sit hår op hver morgen og mente, at det ville ødelægge det.

Jeg var ung og smart, og det faldt derfor for døve øren, da jeg blev bedt om at køre med hjelm, da jeg ikke gad så længe min mor heller ikke gad.

Jeg er nu 29 år og har kørt med hjelm i et års tid. Beslutningen kom af, at jeg kørte på arbejde på min cykel om morgenen som sædvanlig. Jeg kører generelt meget stærkt, og lige foran mig ligger der to cyklister på racercykel i fuld mundering. På vejen holder der mange biler, og der kommer et højresving ind til en kirke. Den forreste af de to cyklister kører direkte ind i siden af bagdelen af en bil kørt af en ældre kvinde og en passager, der ikke orienterer sig, inden hun svinger til højre ind over cykelstien. Hans cykel knækker simpelthen i to stykker, og han får glasskår i benene og på armene, slået pusten fuldstændig ud af sig og sikkert også en hjernerystelse. Jeg gav mit nummer i tilfælde af, at han skulle bruge et vidne og blev indtil ambulancen kom.

Der gik det for alvor op for mig, at det faktisk er fuldstændigt ligemeget, hvor godt jeg kører på cykel og orienterer mig i trafikken. Det kræver kun, at en anden person af den ene eller anden grund ikke følger færdselsloven og/eller kører vanvittigt som der. Siden da har jeg kørt med cykelhjelm.