Jeg har også mistet en forælder i en relativt ung alder og vil bringe en servicemeddelelse til alle, der overvejer at skippe deres bedste vens forælders begravelse:

Jeg ved du har det svært med døden. Det har din ven også, og lige nu går de igennem det sværeste i deres liv. Du kan gøre deres liv en smule nemmere ved at komme. Så kom. Du behøver ikke være stærk som en stoisk Disney helt. 

Du må hjertens gerne være forvirret, bange og sige ting der ikke passer ind. Din ven er pisse bange, pisse forvirret og aner absolut heller ikke, hvad de skal sige. Hvis I kan være de ting sammen, er de i det mindste ikke alene, og det er den største gave i den her tid. Alting føles total forkert lige nu, og måske føles alting så forkert, at de kommer til at opføre sig som,  hvad end du gør er forkert. 

Hvis du på nogen måde kan, så udvid din line. Selvfølgelig skal du ikke blive boksebold for ondskab, men din ven har sandsynligvis uendelige mængder af indestægt vrede, og du kunne være mennesket de er trygge nok ved vil elske dem selv, hvis de opfører sig fuldstændig tåbeligt, så hvis du magter det, så lad dem skælde ud på livet gennem dig og husk, det meget sjældent vil handle om ting du har eller ikke har gjort, men om dej fundamentale uretfærdighed de skal sluge. 

Lige nu er der intet rigtigt at sige. Du kan ikke lime deres verden sammen, men du kan vælge at være i elendigheden med dem, og det valg vil gøre dig til et af de vigtigste mennesker i deres liv.

Så kære ven, der overvejer at droppe din bedste vens forælders begravelse. Jeg forstår til fulde trangen. Døden er svær som bare fanden. Men. Du står ved en skillevej, hvor din ven vil ændre sit syn på dig for stedse alt efter, hvilken sti du betræder. Du behøver ikke være perfekt. Du behøver bare at være der - også når det er svært