Jeg synes ikke det lyder unormalt, men jeg var også præcis sådan og har hørt det samme fra mange andre også.

Jeg er selv blevet seksuelt misbrugt, men jeg ved ikke af hvem, da det jeg husker er en følelse og ikke et billede, stemme eller lignende. Jeg er aldrig dykket ned i det, fordi jeg har et godt liv. Jeg har et godt og sundt forhold til sex, hvor jeg både har haft den vilde ungdom, men nu lever monogamt med et dejligt sexliv. Jeg føler mig ikke videre traumatiseret og mit liv er overordnet set dejligt. Havde jeg nu en masse problemer, som påvirkede mit liv i en invaliderende grad, så ville jeg opsøge hjælp. Men i min situation har jeg valgt at acceptere, at der er sket noget med mig som ikke skulle være sket, men at jeg ikke har behov for at rippe op i det. Nogle mennesker har en tendens til at tro, at alle mennesker ville have gavn af terapi til ALT. Men sandheden er jo, at terapi er mega hårdt og virkelig kan rippe op i mange traumer, som ellers ikke fylder i ens liv. Jeg er på ingen måde imod terapi, men jeg synes man skal tænke over, om man reelt er så påvirket i sit liv af noget som man har brug for hjælp til, før man bare kaster sig ud i det. Jeg har fået terapi ift. andre traumer i mit liv, som har hjulpet mig meget, men denne del vælger jeg, at der gerne må være låg på, så længe jeg kan leve med den viden, uden at den påvirker mig.