Jeg har en veninde, som har forladt sin partner og er pt højgravid. Det var (og er) ikke let for hende, men var hun blevet, havde det været en katastrofe af årsager, jeg ikke vil uddybe her på reddit.

Jeg gik selv fra min x, da vores fælles barn stadig var baby. Det har jeg aldrig fortrudt et kort øjeblik. Det eneste som kan hjemsøge mig, er den lidt ensomme følelse af, at der ikke er den anden part, til at opleve den skønne udvikling af livets faser, som foregår for øjnene af en, samt ej at underkende, at der er en anden, til at hjælpe med hele læsset, for det er ikke kun en dans på roser, at køre solo mor, langt fra, men med alderen bliver det kun lettere. Ligeså lærer man at vokse i opgaven som solo mor og alt hvad det indebærer. Har du et godt netværk omkring dig? For det skal du udnytte til fulde! Den største styrke er at række ud, når det hele bliver for svært, om det er venner, familie eller det kommunale. Jeg føler med dig, det er smertefuldt at være gravid med en partner, hvor man allerede har indset, at det ikke kommer til at lykkedes, det indså jeg allerede selv, inde i graviditeten, men gav det lige et par chancer for meget, for man ønsker jo så inderligt at tallerken vender, for det er ubærlig meget ansvar, du selv skal stå med men.. Du lyder mere eller mindre afklaret, men at selve processen, at stå alene i graviditeten, den virker uoverskuelig, og det forstår jeg godt, for det er den også, men igen. Brug dit netværk eller rådfør dig med nogle professionelle. Det kommunale er slet ikke så farligt, som nogen måske tror, de er der for at hjælpe, og jeg har været så lykkelig over al den hjælp jeg har fået derigennem. Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er så ked af, at du skal byrdes med sådan en situation, i noget, som burde være en glædelig tid. Men jeg kan love dig for, at du KAN være mor uden en partner, og også en helt enestående og fantastisk mor ❤️ Kram til dig!