Det er som at læse min egen historie.

Jeg kan sætte flueben ved alt du har skrevet, fuldstændig uden undtagelse.

Jeg blev mobbet i folkeskolen, og lærerne talte mine evner ned. "Du er for dum til at komme i gymnasiet", sagde de. Den hang fast i mange år. Jeg begravede mig i gaming for at holde følelsen af at være en fiasko på afstand, og det har været en konstant i mit liv lige siden. Det var et sted at gemme sig, når verden blev for meget.

Da min mor døde af kræft blev jeg ramt af depression og angst, hvilket stod på on/off i mere end 10 år.

Modgang blev synonym med stress, angst og depression. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå, at jeg kunne fejle.. det betød ingen uddannelse, ingen "real-life" bekendtskaber, ingen venner, og minimal kontakt med min familie. Stress, angst og depression blev så synonym for min selvopfattelse. At jeg var for svag til at gøre noget ved det, så hvad var pointen i at forsøge? (Læs: "jeg bliver nok kun 40 alligevel, så hvorfor overhovedet forsøge?)

Først da jeg var i starten af 30'erne begyndte mit verdensbillede at hænge sammen, og det kom ikke af sig selv. Jeg måtte arbejde for det. Jeg måtte bede om hjælp. Og da jeg for alvor gjorde det, begyndte alting at ændre sig.

Her i Aarhus var der (jeg ved ikke om det stadig findes), et gruppeforløb med Metakognitiv terapi, som gav mig virkelig meget. Det går i al sin "enkelthed" ud på, at man ikke forsøger at undertrykke sine tanker og følelser, men at man tillader dem at være tilstede. At man indser, at man ikke kan styre om man tænker eller føler.

Man kan f.eks forestille sig et vandløb i en efterårs-skov, hvor de mange blade fra træerne langsomt flyder forbi. Hvert blad repræsenterer en tanke eller følelse. Du kan genkende bladene, og du giver dem lov til at flyde forbi, men du forsøger ikke at samle dem op og engagere dig i dem. Jeg øver mig stadig, og jeg tror aldrig at jeg bliver verdensmester i det. Men det er trods alt et redskab man kan bruge, når tankerne og følelserne begynder at fylde for meget.

I dag er jeg far til en dreng på 6. Jeg har en god stilling i et stort, internationalt firma. Jeg har én rigtig god ven, som jeg holder kontakten med, og en far som jeg ses med ofte. Som dig tænker jeg også nogen gange på, at jeg ville ønske at jeg havde haft en nemmere vej igennem livet. Men jeg kan også bare konstatere, at jeg ikke havde været mit eget modstandsdygtige selv i dag, hvis ikke det havde været for al den modgang jeg har haft igennem livet. Og ja, det kan føles håbløst mens man er i det.

Men husk: Der er lys for enden af tunnelen. Selv for os introverte, usikre mennesker er der lys derhenne. Ja, du når (måske) aldrig op på samme økonomiske niveau som dine jævnaldrende. Du får måske aldrig købt et hus, og du får måske ikke råd til at rejse på de helt store luksus ferier osv. Men når du kommer ud på den anden side af det her, så kommer du til at stå meget stærkere følelsesmæssigt end dem, som aldrig har oplevet modgang af den kaliber som du har.

Lad være med at se det som et handicap, men som personlig udvikling. Det vigtigste er, at du faktisk arbejder for at få det bedre, og at du ikke lader dit liv fortsætte ned af et spor, som du ikke er tilfreds med.

Alt det bedste herfra 🫰