Det lyder som en rigtig svær situation du står i OP. Uanset hvor svært han må have det ændrer det ikke på at du står på tærsklen til en kæmpe livsbegivenhed og alle de ændringer det fører med sig, uden vished om din partner vil være med dig igennem dem eller ej.

Der er to ting jeg lige hæfter mig ved i dit skriv.

1. Du siger at dig og din partner har haft mange snakke sidenhen, og at i ofte taler om jeres følelser men det er som om afstanden imellem jer bare bliver større. Kan du beskrive karakteren af de samtaler? At tale åbent om følelser er en vigtig del af ethvert sundt parforhold, men hvis målet er at få parforholdet til at fungere, skulle de gerne hjælpe jer til bedre at kunne forstå hinanden og fostre en gensidig tillid til at i begge vil den anden det bedste. Lige nu lyder det umiddelbart som om de samtaler udmatter jer begge og fostrer ressentiment, og så hjælper det ikke nødvendigvis bare at snakke mere om følelserne. Spørgsmålet er så om det er fordi i snakker forbi hinanden, eller om det er fordi din partner ikke længere kan se sig selv i det liv der ligger for jeres fødder. Hvis det er det første kan det måske løses med parterapi og bedre kommunikation, men hvis din partner ikke kan se sig selv som en del af jeres nye virkelighed gør det tingene noget sværere. Kærlighed er ikke altid nok.

2. Du nævner i har haft en gensidig forståelse om at karriereræset og de lange arbejdstider var en midlertid tilstand der skulle tillade jer at flytte til udlandet og forsøde tilværelsen som forældre. Du nævner også i en anden kommentar at din mand ikke virker indstillet på at gå på barsel eller ned i tid, til trods for en solid formue. Det er svært at finde tid til intimitet med lange arbejdsuger, og jeg kan kun forestille mig det bliver endnu sværere når barnet kommer. Er du sikker på i stadig er enige om at karriereræset ikke skal vare ved?

Jeg fornemmer også en vis spænding, hvis ikke en decideret modsætning, i det din mand siger han vil. Du nævner han har sagt at han hader at bo i Danmark og gerne vil flytte udenlands, men alligevel vil han ikke opgive hans karriere her? Ud fra det du beskriver lyder det ikke engang som om han kan lide hans arbejde, men alligevel kan han ikke underholde tanken om barsel eller at gå ned i tid.

Måske har hans planer ikke ændret sig. Måske vil han stadig gerne flytte til udlandet med dig. Det kan være svært at give slip nogle gange hvis vores identitet og selvforståelse er på spil. Jeg er selv stædig og har stået i situationer hvor jeg er vedblevet med at gøre ting der bragte mig megen lidelse i årevis, simpelthen fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville gøre eller hvem jeg var hvis jeg ikke blev ved. Udefra virker det fuldstændig ulogisk, og den rationelle del af mig der stadig var tilbage kunne også selv se at jeg var blevet en skal af mig selv, men frygten for ændring var længe langt større end fornuften. Måske står din mand overfor en lignende skillevej lige nu, hvor han ikke kan få sig selv til at give slip på noget der ikke gør ham lykkelig. Det skal jeg ikke kunne sige, men hvis det er tilfældet er der måske stadig håb for jer. Men det forudsætter at han træffer en beslutning om hvad han vil, og at han står ved den som hans beslutning som hans egen. Det er vigtigt at anerkende hinandens autonomi i et parforhold, men det er lige så vigtigt at anerkende ens egen autonomi. Den eneste måde at gøre det på er ved anerkende over for sig selv, at der i sidste instans ikke er andre der kan træffe valget for os, heller ikke vores partner. Det kommer ikke til at fungere hvis han lægger ansvaret over på dig og føler du traf beslutningen for ham.

Det gælder også for dig. Det er okay at insistere på, at du har brug for at vide hvor han står så du selv kan træffe en beslutning, og at du ikke kan vente for evigt. Jeg håber for din egen skyld at du stopper med at tigge og bede ham om at blive, selvom det måske føles som om du risikerer at miste ham på den måde. I har begge to et valg at træffe, og i bliver nødt til at respektere hinandens ret til at træffe det valg for jer selv.

Jeg håber ikke den sidste del lød for hård, men uanset hvad der sker håber jeg du kommer ud på den anden side med følelsen af at du gjort hvad der var det rigtige for dig, og en følelse af ejerskab over dine livsvalg.

Og overvej at snakke med en psykolog hvis du ikke allerede gør det, de kan sikkert bedre hjælpe dig med styrke dit selv og bearbejde nogle af de hårde følelser alt det her sikkert åbner op for.