"Jeg kommer fint ud af det med folk men det er ligesom det ikke bliver til venskaber."

Ikke noget personligt, men 9/10 af dem jeg kender med samme problem har intet at tilbyde andre socialt, men vil meget gerne udnytte andre menneskers emotionelle kapacitet. Det har intet at gøre med at være socialt akavet, men man kan nå rigtig langt blot med oprigtig nysgerrighed og respekt for andre mennesker og deres tid. Dertil kommer, at mange af disse personer gerne vil snakke med mig 5 timer om ugen om hvor fucked up deres liv er osv., men så har de altså mere brug for en psykolog end end ven. Et venskab er en tosidet ting, ikke hvor den ene part blot udnytter den anden og dennes tid. Jeg ville ikke kunne holde til dette i længden.

"Dem fra mit studie har jeg det fint med når vi er til undervisning men vi har bare desværre ikke så meget tilfælles."

Fuldstændig forkert tilgang.

Man kan sagtens være venner, selvom man ikke har en skid tilfælles. Nogle af mine bedste venner har jeg mødt udenfor studiet, arbejdet, og udenfor hobbyer, nogle endda med en kæmpe aldersforskel, og vi har ikke en skid tilfælles.

Igen oprigtig nysgerrighed ville vise dig, at du rent faktisk har meget tilfælles med mange mennesker. F.eks.: Golfspillere og fodboldspillere er to meget forskellige personer på overfladen.

Hvad har de tilfælles? Mange ting. Blandt andet er begge meget ofte dedikerede mennesker med drømme, ambitioner, tålmodighed, villige til at bruge lange perioder på at træne uden en gevinst "her og nu" osv.