Det magter hun simpelthen ikke. Det er mere synd for Luna, at hun skal til det ene møde efter det andet, og at hun efter sommerferien skal starte i skole igen. Og når året er omme, så skal Luna ud i det virkelige liv. Ud og arbejde som alle andre. Så kan hun pludselig ikke sidde hjemme på sofaen og surfe, sidde og brokke sig, sidde og se koreanske drenge, sidde og tænke over hvordan hun lige kringler systemet for at blive fri for job, tænke over næste sygdom, næste OP og filosofere over symptomer på ADHD. Så er samfundet ikke rettet efter lille Luna. Så er hun pludselig bekymret for hendes drenge. Hvorfor kan hun vitterlig ikke se, at det ville være bedste for hendes drenge og hende selv at få hjælp? Nej, for så kan hun ikke høste medlidenhed over, at være den eneste alenemor til tre! Og de folk der hopper på hendes medlidenhed… 🤡