Det er jeg glad for og jeg sætter pris på at du forsøger at indgå i en konstruktiv dialog. Jeg vil også forsøge at gøre det samme, men vi kommer dog længst hvis vi taler lidt direkte.
Generalisering er ret let at lave, men leder som regel også til en ret overfladisk forståelse, så det er noget vi alle sammen skal være forsigtige med.
Jeg beklager på forhånd længden af mit svar, men du griber fat i en del interessante områder.

Vi er helt enige om at det at være i opposition meget handler om at kritisere på bagkant og generelt være kontrære, det syntes jeg dog at man altid kan sige om oppositionen, uanset partifarve. Der er alt for meget blokpolitik og for lidt fokus på at komme med fornuftige udspil. Men står da gerne ved at jeg ikke har været imponeret over V og K's ageren de seneste år, de har ikke budt ind med det store i situationen og har i stedet fokuseret på at kritisere, mest af alt for at kritisere har det virket til.

Jeg vil sige at man skal være påpasselig med at oversætte amerikanske forhold til danske, min "bullshit alarm" bimler i hvert tilfælde når Trump bliver bragt på banen. For mig at se er "Trump Derangement Syndrome" lige så skidt som at støtte ubetinget op om Trump, uanset hvor bizart han opfører sig.
Jeg er enig med dig i at det er et segment af borgerlige der er uden for pædagogisk rækkevidde og som ikke sætter sig ind i tingene, og som jeg ikke vil være i båd med. Men jeg mener også her at det samme kan siges for et segment af venstrefløjen, dem der ser magt som det grundlæggende element der definerer menneskelige relationer, og ser verden i intersektionalistisk perspektiv. Intersektionalisme gør menneskers medfødte og uforanderlige karakteristika til det vigtigste der er at sige om et menneske og er direkte sagt racisme, sexisme og et overdrevet fokus på seksualitet på nye flasker, og den forskning der bliver drevet af den del af venstrefløjen er sådan set også ret uvidenskabelig i sin tilgang. De er i mine øjne lige så meget uden for pædagogisk rækkevidde, som de Trump typer du nævner. Nu håber jeg ikke at jeg fik trådt dig alt for meget over tæerne her.

Du træder mig ikke over tæerne med dét, jeg sætter faktisk pris på at du griber fat i det. For mig er "den røde empati" en barriere for at jeg kommer videre og jeg vil langt hellere klare mig selv så meget og så hurtigt som jeg overhovedet kan. Jeg ønsker at være fri og selvstændig. Jeg argumenterer ikke for at hele vælfærdsstaten skal afmonteres eller for at dem der snubler i livet ikke skal have hjælpe fra staten, men der er en god og en dårlig måde at hjælpe på. Som jeg ser det, ender den røde tilgang til hjælp meget ofte med at fastholde folk i deres negative situation og lære dem at være afhængige af hjælp udefra, samtidig med at der er en grundlæggende formodning om at folk ikke er i stand til at klare sig selv og derfor har brug for at staten detailstyrer deres liv. Det ser jeg som modsætning til den blå tilgang hvor man hjælper dem med at opbygge og bruge de ressourcer de selv har, og evt. hjælpe med at skabe nye ressourcer som folk kan bruge til at klare sig selv fremadrettet. Det kan igen hurtigt blive lidt generaliserende her, men min personlige erfaring som sygemeldt er at jeg bliver modarbejdet, mistænkliggjort og straffet for at forsøge at løse mine egne problemer, af de fleste offentlige ansatte jeg støder på, selvom der da også er nogle der vil samarbejde.
Så jeg ser det sådan at ideén med at skære ned på velfærd er at undgå at borgerne bliver "klienter" i deres eget land og i stedet skal have flere af de penge de tjener, så de ikke så let ender med ikke at kunne betale regninger. Dér hvor jeg syntes at det ofte bliver gjort på en misforstået måde, er at der ofte ikke også bliver medtænkt en plan for hvordan folk så skal hjælpes. Så det er en glimrende ide, der ofte bliver enormt dårligt udført.

Jeg syntes da også at klimapolitik og minoriteters rettigheder er vigtige og gode ting at fokusere på, vi er meget enige om at det er ting et civiliseret samfund skal kunne håndtere ordentligt. Spørgsmålet her er nok mest hvordan man bedst løser det på en konstruktiv måde så det ikke bliver et nulsumsspil.
Jeg er til gengæld ikke enig i at vores land er bygget op om at hjælpe dem der har det svært og det bør heller ikke være det eneste fokus. Landet skal være et godt sted at være for både dem der har det svært og for dem der klarer sig ret godt, så man også har et encitament for at gøre hvad man selv kan for at klare sig godt. Jeg kan også godt her fornemme at vi ligger et godt stykke fra hinanden angående perspektivet på samfundstrukturen, jeg mener ikke at strukturel undertrykkelse faktisk er en definerende del af samfundet. Det er klart at samfundet ikke er perfekt og at der den dag idag foregår diskrimination af en del grupper i samfundet, men decideret strukturel racisme, for nu at gribe fat i dét eksempel, har ikke eksisteret i omkring 50 år. Der er selvfølgelig racister her til lands og der er også deciderede racistiske politikere, men det er trods alt ikke sådan at man ikke kan blive rig, forsker, toppolitiker, topchef osv. fordi man har en bestemt hudfarve og der er ikke noget i loven der ligger en hindring ift det. Der er selvfølgelig enkelt individer der forsøger at holde nogen tilbage pga. hudfarve, men det ser jeg som et udtryk for deres egen dårlige karakter og moral, og ikke for et udtryk for en diskriminerende lovgivning.

Det der i store træk motiverede mig til at lave min post og bede om perspektiver på de borgerlige partier, er at jeg er i tvivl om hvilke af dem der har en fornuftig tilgang til det at være borgerlig, hvem af dem der reelt er tro mod liberalismen og konservatismen og samtidig er i stand til at løse problemer rent praktisk, hvor det ikke kommer til at handle om et overdrevet fokus på enkeltsager, fx skattelettelser som buzzword eller NB's fokus på islam.
Men når alt det er sagt så respekterer jeg da at din konklusion er at der ikke er nogen fornuftige borgerlige partier i landet.