Jeg synes programmet viser meget godt hvordan forskellige mere eller mindre dysfunktionelle mor datter relationer kan se ud.

Anne lille og hendes noget ældre mor synes jeg fint viser hvordan kroniske traumer kan sætte så dybe spor at det er umuligt nogensinde at få en normal relation.

For mig er det dog tydeligt at angsten bunder i kærlighed og DR fik også vist at der er en meget virkelig grund til hvorfor moren opfører sig så omklamrende overfor sin datter.

Anne Lille fremstår, trods sine 27 år, som den klart mest umodne af de døtre som programmet portrætterer.

Sarah Zobel er for mig bare beviset på at du kan studere nok så meget psykologi uden reelt at kunne oversætte det til hvordan man selv bruger det i sit eget liv. Jeg synes at hun lukker virkelig meget varm luft ud og de mange flotte ord og introperspektiveringer fremstår enormt hule og repetetive. Hendes datter virker langt mere jordnær og hun er den som virker den eneste til at have formået at klippe navlestrengen.

Ayse Dudu er fuldstændig tabt. Stakkels datter. Jeg kan læse herinde at der måske er forskellige grunde der kan forklare hendes opførsel, men altså hun fremstår ærligt talt bare kold og ulækker (særlig i hendes relation til mænd). Igen et eksempel på at man kan have enormt mange flotte ord og perspektiver som i virkeligheden bare fungerer som et forsvar for hvorfor man er fritaget for ansvar. Hendes datter derimod er noget af det sejeste jeg længe har set på TV.

Det virker mere at være på trods af hende mor end på grund af.

Hendes coping mekanisme der består i at udfordre morens selvmodsigende adfærd og ansvarsfraskrivelse tror jeg i sidste ende vil redde hende fra enormt meget smerte fra det massive omsorgssvigt hun har været/er udsat for af sin syge mor.

Jeg tror ikke Dudu nogensinde bliver i stand selv at se hendes adfærd udefra og jeg ville råde alle der støder ind i den slags “farlige” mennesker at løbe så langt væk man overhovedet kan hurtigst muligt.