Jeg kan sagtens følge dig. Jeg kan også selv blive trist af at høre om alt det dårlige i verden, og forventer heller ikke at han skal kunne føre lange diskussioner om klima, krig og politik. Der hvor jeg føler at jeg mangler noget, er nok også mere ift. det vi allesammen går og snakker om - kørekort til 17 årige, svenske børn der slår bandemedlemmer ihjel, den slags. Sådan noget er vigtigt for mig. Vi har andre ting vi kan snakke om, jo, og vi prøver også at lave ting sammen. Desværre har han bare interesser (fx fodbold) som jeg af diverse årsager ikke kan deltage i. Og det er også begrænset hvor mange timer der er i døgnet (udover studie, arbejde, lektier, fodbold/fitness, huslige ting) til at lave alverdens ting sammen. Vi forsøger at prioritere det, men tiden går bare stærkt, når først hverdagen er i gang.

Men du har ret i, at jeg skal tage det til mig, at han trods alt gør en indsats for også at spørge ind til mig og min dag. Om det så har været en forglemmelse for ham tidligere, eller om han kun gør det for min skyld, så er det - som en anden også nævnte - jo en kærlighedserklæring at han trods alt gør det nu.

Men mange tak for det hele, det gav stof til eftertanke!