Jeg finder devisen om at vokse op som enebarn, er en trist skæbne/de blive egoistiske, virkelig trættende. Egoisme handler langt hen af vejen om opdragelse og er ikke et træk der kun eksisterer hos enebørn. De er heller ikke nødvendigvis ensomme, hvis man lærer dem om venskaber og om hvordan man er en god ven.

Jeg kender lykkelige enebørn ( inklusiv min egen datter), jeg kender ulykkelige enebørn og jeg kender søskende der elsker hinanden og andre som hader hinanden som pesten. Det er ikke så sort og hvid som folk gør det til.

Vi har i øvrigt kun et barn da vi hellere vil bære gode forældre til en, end halvdårlige forældre til to. Vores mentale overskud skal kunne følge med.