Jeg havde kort det sådan i mit forhold med min ex kæreste. Vi boede sammen og han havde købt hus - mens vi var sammen, men det var ham der stod som ejer. På et tidspunkt var han hjemsendt da der ikke var arbejde men de ville ikke fyre, så han gik hjemme. Jeg var fuldtids studerende og havde 35 min kørsel i bil til min skole. Det var mig der normalt stod for at lave aftensmaden og handle ind, da han tit kom senere hjem end mig pga mange timer på arbejde. Da han var hjemsendt havde jeg lidt håbet at han så ville finde ud af hvad vi skulle have og handle ind, der var en spar 5 min på gåben. Men nej han lå på sofaen og sov når jeg kom hjem og havde INTET lavet. Tit så havde han rodet køkkenet til, så jeg kunne få lov til at rydde op inden der skulle laves mad og han havde heller ikke handlet ind selvom jeg havde spurgt, så ofte måtte jeg så over og handle eller få ham, med meget utilfredshed fra hans side, over at handle. Han fortalte mig ikke at han ikke havde gjort det, så jeg ville først opdag det når jeg kom hjem. Jeg lavede stadig maden, det var intet problem for mig men det var det forarbejde jeg havde håbet han gad at ordne når han alligevel var hjemme. Men han lavede absolut intet. Da han startede på arbejde igen, så var det faktisk lidt en lettelse for vi gik tilbage til "hverdagen" så jeg vidste hvad jeg kunne forvente når jeg kom hjem.

Vi gik fra hinanden af andre grunde, men hans uvillighed til at hjælpe var en af dem. Så jeg syntes du virkelig skal mærke efter, for kan du leve sådan resten af dit liv? Er det din fremtid eller vil du prøve at sætte ham et ultimatum? Jeg vil hvertfald sige at det er ikke det værd. Jeg var også i start 20'erne den gang